Om Klubben
BK77 er en badmintonklub beliggende centralt i Odense. Vi elsker badminton, og vægter sammenhold uden for banen meget højt. Med knap 100 medlemmer fordelt på senior og motionsafdeling kan vi tilbyde badminton på alle niveauer.

Vi er en aktiv klub, hvor det sociale element vægter højt og hvor der er plads til alle uanset alder og niveau. Vi mener det først og fremmest skal være sjovt at spille badminton, dog er vi ikke blege for kæmpe for flotte sportslige resultater, når vi tørner ud I diverse holdkampsrækker med BK publikummet i ryggen.

Så kom ned i "BK Bunkeren" og bliv grebet af badmintonstemningen, i det vi selv vil mene er Odenses måske hyggeligste badmintonklub - der er mulighed for to prøvetræninger. 

Du finder os i Hunderupskolens sportshal, som ligger på den gamle kaserne ved Sdr. Boulevard i Odense. Addressen er: Solfaldsvej 11, 5000 Odense C, og indgangen til hallen ligger i langsiden ud mod parkeringspladsen.

Vi lover højt humør, dygtige trænere og hyggelig stemning både før, under og efter træningen!  - Vi glæder os til at se dig!

BK77's historie
Da en flok unge mere eller mindre uprøvede badmintonspillere i 1977 satte sig sammen for at udfærdige nogle vedtægter for en ny klub, var formålet ikke at blive en af de bedste badmintonklubber på Fyn. Man håbede blot at spillet med fjerbolden kunne give nogle hyggelige stunder - og hyggelige stunder blev det til! De første år var der en enkelt "træning" om ugen i den gamle hal på Nyborgvej, begyndende med et par timers spil i hallen, hvorefter turen gik ind til diverse beværtninger i Odense. Igennem årene har et utal af værtshuse og caféer lagt stole, borde og fadøl til denne tradition, som stadig holdes ved lige i dag - nu dog i højere grad i klublokalet efter træning.

Efterhånden som årene gik, blev interessen for klubben større, og det blev på den årlige generalforsamling foreslået at tilmelde et Serie 4-hold, dog med fokus på at konkurrencen ikke skulle komme til at overskygge det vigtigste element i BK77 - det sociale liv. BK77's ry har nemlig altid været den sociale klub på Fyn, som formår at forene hyppig festaktivitet med sportslig succes.

Den sportslige optur begyndte for alvor i 1993, da det lykkedes at avancere fra Serie 2 til Serie 1. Vildere skulle det dog blive i august 1996 da klubben kom med i Fynserien på et afbud og til alles overraskelse endte med at vinde og rykkede op i Danmarksserien. Hurtigere avancement er vist aldrig set før i dansk badminton!!

I sæsonen 2001/02 fyldte BK77 25 år, og flyttede hjemmebane fra squashcentret på Nyborgvej til Hunderupskolens nye idrætshal. Her var masser af plads, og banerne blev hurtigt fyldt med motionister og ungdomsspillere, som ikke tidligere havde fyldet meget i BK77.

Idag er klubben tilbage ved sine gamle rødder. En klub på ca. 100 medlemmer fordelt på senior og motionisthold, hvor opbakningen til træningen, holdkampene og til festerne ikke er forsvundet på trods af, at Danmarksserien er byttet ud med lidt mindre kulørte rækker.

Vi glæder os til at byde dig velkommen til badminton i hjertet af Odense!